Æblekage med mandler

Velkommen min kære efterår – det skal nok blive hyggeligt med dig…

September måned og officielt er vi jo i gang med efterårsmånederne. Jeg har dog ikke rigtig bemærket det før i dag, hvor det står ned i stænger. Men det er skam også hyggeligt:) Jeg forbinder efterår med hygge og masser af te. Efterår betyder også tid til æbler og de behøver ikke at købes. Haver og parker bugner med æbler, så der er let adgang til disse goder.

Regnvejr lægger op til råhygge med æblekage, te og et dejligt tæppe. Jeg er på døgnvagt, men nåede og bage kage til familien, da kusine lohy og søster Kavi kom på besøg med ungerne. Derfor byder bloggen i dag på æblekage med mandler, hvis du også kommer i hyggemood eller blot har mange æbler i haven. Jeg elsker mandler og spiser det dagligt, så en æblekage med mandler er lige noget for mig.

Ingredienser til en almindelig bradepande

250 g. blødt smør

250 g rørsukke

4 æg

250 g mel

1 tsk bagepulver

4 tsk vaniljesukker

9 æbler

3 tsk kanel blandet med 5 spsk rørsukker

150 g hakkede mandler

Fremgangsmåde:

Skræl æblerne, fjern kernehuset og del æblestykkene op i 4-5 både. Hak mandlerne. Pisk smør og sukker grundigt. Jeg brugte min røremaskine og det er fantastisk, da massen bliver dejlig luftig af en god omgang piskning. Tilsæt de 4 æg et ad gangen og pisk grundigt mellem hvert æg.

I en skål for sig blander du mel, bagepulver og vaniljesukker. Vend forsigtigt melblandingen ned i skålen med æggeblandingen. Pas på med at du ikke rører for hurtigt, da luften går ud af dejen. Forvarm ovnen på 180 grader.

Smør bradepanden eller kom bagepapir i. Fordel dejen over hele bradepanden og læg herefter æblestykker ovenpå, gerne tæt op ad hinanden. Drys med hakkede mandler og herefter kanelsukkeret ovenpå og bag kagen i ca 50-55 min. Hold øje med kagen, da der er forskel på ovnene.

Bon appetit på en dejlig regnvejrsdag 🙂