De første par uger som mor

Nu er der gået over to måneder siden vores datter blev født. Hvis jeg havde skrevet en blog et par uger efter jeg har født, ville jeg nok have skrevet mere om fødslen, og hvor hårdt det har været. Nu hvor der er gået flere uger, er det som om jeg ikke helt kan huske, hvor forfærdeligt det har været. Det er som om smerten og oplevelsen er gået lidt i glemmebogen. Gudskelov for det;O) Jeg kan dog huske, at jeg tænkte under fødslen, hvorfor jeg ikke har valgt kejsersnit, og lige efter fødslen kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor i alverden vælger kvinder at føde flere børn. Fødslen er jo ren tortur. Når jeg kigger tilbage, så gik min fødsel faktisk rigtig godt, da jeg havde turbo-veer, og fødslen kun tog lidt over 3 timer. Jeg var så heldig, at jeg havde min mand og min søsters svigerinde med, og de var begge fantastiske til at hjælpe mig gennem smertehelvede.

Under graviditeten havde jeg så meget fokus på fødslen, og havde ikke tænkt det videre forløb, og derfor var de første par uger som mor en stor omvæltning. Manglende søvn, begrænset frihed, smerter i underlivet efter fødslen, smerter i forbindelse med amning, usikkerhed over om man nu gør tingene rigtigt ift. babyen, får hun nok at spise, sover hun for meget eller sover hun for lidt, trækker hun vejret som hun skal – så mange bekymringer. Selv om begge mine søstre har børn, og jeg troede, at jeg vidste, hvad det var, jeg gik ind til, er det bare noget helt andet, når man står med sit eget barn for første gang.

Jeg gennemgik hele følelsesregisteret de første par uger, fra at være overlykkelig over at have fået en datter til at føle mig begrænset, at føle en bitterhed over min mand skulle på arbejde, mens jeg skulle gå hjemme. Jeg havde en følelse af, at det ikke var retfærdigt, at det er mig som kvinden, der skulle gennemgå den store omvæltning, og synes at det var lidt snyd. Ja, jeg kan blive ved med at skrive om alle de interessante tanker, jeg har haft. Når jeg tænker tilbage, virker nogle af de tanker lidt latterlige, men på daværende tidspunkt fyldte det meget.

Nu når jeg er kommet ovenpå og er begyndt at have rutiner med den lille, er jeg glad for at det er mig, der går hjemme med hende. At følge med i hendes udvikling – det vil jeg ikke undvære. Dermed ikke sagt, at jeg i nogle dage har en stor ønske om at bytte rolle med min mand. Jeg har nogle dage, hvor jeg er træt, og hvor jeg tænker, at nu har jeg brug for ro. Når jeg har en dag med hende, hvor hun er helt umulig, tænker jeg, at det er da ærgerligt, at der ikke er returret, men når hun smiler, synes jeg, at det hele er det værd.

Jeg er ved at erkende, at mit liv aldrig vil blive det samme igen, og den frihed jeg havde tidligere, vil jeg først opleve om nogle år, hvis jeg er heldig.

Jeg har lært nogle nye ting såsom at komme ud og handle ind inden jeg har børstet tænder, uden at have været i bad, uden at have redet hår;O) Jeg mangler stadig at tabe flere kilo, men det kommer nok. Det er dog ret irriteret, at jeg stadig ikke kan passe mine bukser, men lige nu er mit fokus på at skabe nogle gode rutiner med Laxmi og få skabt en god hverdag. Alt andet må vente.

God torsdag til jer alle.