Kan man stadig være lykkelig, sund og rask uden at være gift?:-)

Forleden var jeg ude med nogle veninder, som jeg har kendt i mange år. Vi er alle jævnaldrende og minder på mange punkter om hinanden. Med flere års venskab følger også mange gode minder og især mange fantastiske rejseoplevelser:-) Det eneste stor forskel mellem os i dag er faktisk ringene på deres smukke fingre:)

Jeg er den eneste, som stadig i dag ikke er gift. Da vi sidder på vores stamcafe og nyder varmen og smagen fra den lækre kakao, så udbryder min veninde pludselig:” Sig mig Kathi, er du ikke ved at blive lidt a la de der karrierekvinder”.

Jeg var ved at få min kakao godt galt i halsen, men det lykkedes mig dog at få fremstammet” øh hvad mener du?”. Der skal her dog påpeges, at vi er så gode veninder, at vi deler alt med hinanden og føler også at vi har retten til at tale frit fra leveren, når vi er sammen.
Den korte version af hendes forklaring var faktisk, at det undrede hende, at jeg ikke har planer om at blive gift lige nu og ligeledes ikke drømmer om babyskrål:)

Ærligt, så må jeg dog indrømme, at jeg forstår hendes bekymring og det er da for guds skyld heller ikke første gang, at jeg møder et menneske, som har disse undren omkring mit liv. Jeg tager det ganske heller ikke som noget negativt, at folk undrer sig over mit ugifte status. Undren kan jeg sagtens leve med, men når jeg mærker det usynlige pres, som ligger i folks kommentar, så føler jeg mig faktisk stødt. Jeg ved udmærket, at mange ikke mener noget ondt med deres kommentar/bemærkninger, men hvorfor fylder det så meget i andres liv at jeg ikke er gift?

Sandheden er faktisk, at jeg har stor respekt for de mennesker, som har fundet deres partner og har indgået ægteskab med alt det der nu følger med i denne pakke. Men behøver jeg virkelig at have det på samme måde før jeg kan accepteres? Det skaber stor undren hos mig.
Jeg ved udmærket, at der er mange biologiske forklaringer til, hvorfor jeg burde og være gift og få nogle børn. Men det siger mig bare ikke noget på nuværende tidspunkt.

Min dejlige onkel, som betyder alverden for mig, er god til at pointere at jeg skal se på det positive i at blive gift og ikke kun have fokus på det negative. Når jeg spørger ham mere ind til de positive, så er det oftest den del med at få at børn:-)

Ja, han har skam ret. Jeg er nu moster til en dejlig pige på et år og mit liv har stort set kun handlet om hende siden hun blev født, men det er dog ikke ensbetydende med at mine egne biologiske ur tikker højere af den grund. Nej jeg elsker mit liv som moster, men ser mig dog ikke som mor lige nu.
Jeg skriver den her blog, fordi jeg fik en meget interessant udtalelse forleden “ jamen Kathi, folk tror jo at du fejler noget, hvis du i en alder af 28 år ikke er gift”!. Jeg var ved at dø af grin, men bed mig så selv så hårdt, at jeg fik stoppede mit grineanfald. Jeg forstår skam godt,hvad vedkommende mener med denne udtalelse, men come on!

Jeg forklarede behersket, at jeg faktisk ikke fejler andet end at jeg er lykkelig. Det er måske min sygdom, at jeg faktisk trives i mit liv som det er lige nu. Jeg har rigtig mange mennesker, som jeg elsker meget højt og er også så heldig at være elsket af mange mennesker. Jeg er utrolig glad for mit arbejde og elsker min hverdag, men ser mig dog ikke som en karrierekvinde af den grund. Hvorfor skal jeg ændre noget, som er så godt lige nu, bare fordi jeg skal overbevise andre at jeg så sandelig ikke fejler noget. Kan det virkelig være sandt:-)

Jeg ved ikke om, du sidder og læser min blog og måske kan nikke genkendende til noget af det eller måske sidder og tænker, at det er helt absurd. Begge reaktioner er accepteret herfra, men kan jeg også blive accepteret for mine tanker og beslutninger?

Det er ikke kun familien og mine nærmeste, at jeg høre alt dette fra. Jeg kan komme til et arrangement, fest, tempel osv. og møde et tilfældig menneske, som jeg faktisk ikke kender særlig godt, men stadig blive mødt med spørgsmål omkring min civilstatus.
Jeg nægter ikke, at jeg en dag vil giftes, men det skal dog være min beslutning.

Som Anthony Robbins sagde:””Hver gang du tager en beslutning, beslutter du din egen skæbne”. Så synes jeg også at der skal være plads til, at JEG skal tage beslutningen om min fremtid (hermed også ægteskab) og dermed også beslutte min egen skæbne;-)

Mit budskab er faktisk, at trods jeg forstår min onkels bekymringer, trods min kultur, trods min alder, trods mine dejlige gifte veninder, ja så er jeg altså LYKKELIG UGIFT 🙂

Jeg ønsker ikke at støde nogen med denne blog, men håber i vil dele jeres tanker og meninger med mig 🙂