Så er det mandag igen, og jeg har en fantastisk mulighed for at starte på frisk;O) Jeg har virkelig besluttet mig for at ikke at bruge vendingen “jeg har ikke overskud” som en sovepude i denne uge. De sidste par måneder har jeg nedprioriteret at træne, spise sundt, være sammen med familien samt at læse bøger. Hver gang jeg har tænkt på, at jeg skulle træne eller få læst en bog, har der været en stemme der sagde “det har jeg simpelthen ikke overskud til”. Så beslutningen for denne uge går ud på, at jeg skal lave nogle af de ting, som jeg har udskudt.
En af de ting er at skrive blog. Jeg har lavet aftale med mine søstre og kusiner om, at jeg nok skal skrive en blog om ugen. Hvis I har fulgt med i bloggen her, så har I nok lagt mærke til, at jeg ikke været i stand til at leve op til denne aftale, og når mine søstre har spurgt ind til, har mit svar været “altså kan I ikke forstå, at jeg har meget travlt for tiden?”
Grunden til, at jeg skriver denne blog er fordi, jeg har fået en “aha oplevelse” om, at jeg ikke kommer til at have mindre travlt eller få mere tid i min hverdag. Jeg bliver derfor nødt til at planlægge mine dage bedre, og derfor har jeg valgt at tage tid hver søndag til at planlægge den kommende uge. Et kanon tiltag ik? ;O)
Nå, men så har jeg opdaget, at det er “piece of cake” for mig at planlægge ugen, men at fuldføre opgaverne kan være en stor udfordring, især hvis jeg ikke er realistisk omkring tiden og de ting, jeg skal nå i løbet af dagen. I planlægningsprocessen kan jeg blive lidt for ivrig og kommer derfor til at plotte for mange opgaver, og resultatet bliver, at jeg bliver irriteret over de opgaver, som jeg ikke har nået eller, at jeg stresser mig selv for at nå alt. Begge ting har en negativ effekt, idet jeg glemmer, at jeg også skal have det godt med at lave de ting, og at det ikke kun skal handle om jeg har masse ting, som jeg skal nå.
Eksempelvis har jeg planlagt min mandag således, at jeg skal stå op kl. 5 og træne, møde på arbejde kl. 7, og efter arbejde skal jeg en tur til Ikea, efterfølgende skal have handlet ind for resten af ugen, og den sidste opgave er at rense min hvide læder sofa (som kan tage op til tre timer for at rense). Som I kan se har jeg planlagt dagen uden at tage stilling til, at jeg nok vil være lidt udkørt efter en meget travl dag på arbejde. Jeg plejer ofte have meget travlt på arbejde, og hvis jeg ikke giver mig selv mulighed for at sætte tempoet ned, når jeg kommer hjem, bliver dagen lang. Næste dag vil jeg være træt, og mit overskud vil begynde at forsvinde stille og roligt, og når jeg endelig når hen til weekenden, vil jeg virkelig være i dårligt humør, fordi overskuddett er helt væk. Min plan og ønske er at skabe mere overskud i hverdagen og nyder de ting, som jeg foretager mig i stedet for alt dette ræs med at jeg hele tiden skal nå noget.
Det jeg nu kan konstatere er, at det bliver en lang processe for mig at være mere realistisk i min planlægning. Hvis vi tager dagen idag, har jeg ikke trænet om morgen, fordi jeg gik alt for sent i seng. Jeg får besøg af en veninde til aftensmad, hvilket betyder, at jeg ikke kommer til at rense min sofa i dag. Så planen for i dag bliver turen til Ikea, handler ind og laver aftensmad med min veninde.
Desværre har jeg en tendens til at nedprioritere træningen og det at spise sund, når jeg får travlt. Jeg har derfor lavet en aftale med en af mine kollegaer om at der skal spises minimum en frugt om dagen i denne uge, skal have trænet minimum to gange, og jeg ikke må købe chokolade i løbet af ugen. De tre ting skal jeg holde fast i.
Nøglen for at skabe overskud for mig er prioritering, planlægning, men også at sige pyt med alt det, jeg ikke når.
Det er simpelthen vigtigt, at man tager tid til sig selv. Selv om jeg er bevidst om det, har jeg en tendens til at glemme det, når hverdagen bliver hektisk.
Så i denne uge har jeg bestilt masser af overskud og positive energi.