Endelig har jeg haft en fri weekend, hvor jeg selv kunne planlægge, hvad jeg skulle lave. Hvis jeg ikke havde forsømt de praktiske opgaver på hjemmefronten gennem de sidste to måneder, vil jeg nok have sovet længe, slappet af, læst en bog eller set en film.

Desværre var tiden kommet til, at jeg skulle prioritere diverse oprydningsopgaver i hjemmet, og der var ingen vej udenom. Sådan nogle tidspunkter drømmer jeg lidt om, hvor fedt det vil være, hvis jeg havde en stuepige. Nå, men tilbage til virkeligheden.

 For at det ikke skulle være en weekend, hvor jeg kun skulle ordne mange praktiske opgaver såsom gøre ovn ren, vaske vinduer, vaske gulv, køre en tur til storskrald, ordne min lille have osv., havde jeg lavet en aftale med nogle af mine venner om, at vi skal ud og spise brunch om lørdagen. Jeg havde lavet en aftale med mig selv om, at jeg skulle have nået en del af opgaverne, inden jeg skulle ud og spise. Denne aftale gav mig en god motivation for at komme i gang med opgaverne allerede om fredagen. Når jeg har flere opgaver, der skal gøres, har jeg det bedst med at lave en to do liste, hvor jeg opdeler opgaverne efter need to do og nice to do.

Listen over opgaverne need to do var lang, da jeg virkelig har nedprioriteret en del praktiske opgaver i hjemmet. Eksempelvis har jeg i flere uger haft en mindre god vane med at smide alt tøj på min læse-sofa og til sidst kunne man ikke engang se sofaen.  Denne vane er lidt atypisk for mig, da jeg bedst kan lide, at tingene ligger på deres pladser. Selvom det var uoverskueligt for mig at komme i gang, kan jeg konkludere efter denne weekends oprydning, at jeg simpelthen er blevet god til at sige PYT. Normalt når der roder i mit hjem, bliver jeg meget irriteret, men det sidste stykke tid, har jeg været god til at sige til mig selv, hvis jeg ikke kan nå det i dag, er der gudskelov også en dag i morgen, og verden går ikke under, fordi jeg ikke når de ting, jeg forventer/ønsker, jeg skal nå.

Denne øvelse har jeg været i gang med både ift. arbejde og også ift. hjemmet. Jeg er blevet mere afslappet, og jeg kan mærke, at det har været godt for mig.

Jeg er i en periode, hvor jeg har masser af overskud og energi, og det kan jeg mærke ved,at jeg er produktiv, og jeg nyder at være i gang med de praktiske opgaver. Jeg tager en opgave ad gangen, og gør tingene i det tempo, jeg ønsker.

Nu mangler jeg kun et par opgaver som at vaske bil, stryge tøj og rydde op i mine tøjskabe.At rydde op i mine højskabe er en stor opgave i sig selv, og lige nu er den under nice to do, men om en måned, bliver det til need to do. Jeg er i en god flow, så mon ikke jeg går i gang med at rydde op i skabene i næste uge. Jeg må lige se om, jeg kan overtale nogle af mine venner til at hjælpe mig med det;O)

Nu hvor jeg oplever dette overskud, har jeg bestemt mig for at dyrke en meget simpel hobby. Jeg elsker planter og blomster, men er ikke god til at holde dem i live. I lørdags  købte jeg to orkideer, og denne gang vil jeg gøre mig umage for at holde dem i live. Min veninde fandt de to krukker i Kvickly, og da jeg er vild med krukkerne, er jeg nødt til at gøre alt for at holde orkideerne i live.img_0838.jpg

img_0837.jpgSå er der to uger tilbage af juli måned, og hvis tingene går efter min plan, bliver juli måned en af de måneder, hvor jeg har været utrolig produktiv;O)