Kæreste læsere, ved I hvad det bedste ved sygdom er? Det er hverken smerten eller tilstanden, men simpelthen de tanker, som kan poppe op i sit hoved.
Jeg er for tiden ramt af det, som kaldes Helvedsild og egentlig er det skoldkopper viruset, som af en eller anden mystisk grund, buser ud af sin dvale og kommer i en værre tilstand. Det er hverken kønt eller behageligt og tror, at navnet giver en god feeling om, hvad denne tilstand går ude på.
Da jeg i går lå i min seng, mens hals-området brændte og kløede, så lå jeg og tænkte på, hvor er der alt for mange små betydningsløse ting i livet, som får alt for stor værdi.
Jeg er ikke selv ekspert på området, desværre, men i min tilstand i går lå jeg og tænkte på, hvorfor man spilder så meget af sin energi og glæde på latterlige kampe og misforståelser. Hvis I spørger mig, så er vi mennesker generelt bare gode til at fortolke tingene rigtig forkert og en uheldig tendens til at tolke til det negative frem for de positive tanker. Men hvad betyder alt dette egentlig, hvis man i dag får vide, at der ikke så mange dage tilbage på denne smukke jord? Jeg ved godt, at vi ikke kan gå rundt hver dag og tænke på, at det hele kan være slut i morgen. Det er absolut ikke sundt for psyken, men jeg tror på, at vi alle en gang i mellem vil have godt af at tænke, at dagen i morgen er ingen garanti. Fordi det er den faktisk ikke!
Da jeg var i Norge, så kørte vi tilfældigvis på en vej, hvor der var tændt lys og blomster. Jeg sagde til min svigerinde: “Ej, der er sket noget frygteligt her”. Hvortil min svigerinde forklarede mig, at det desværre var en ung tamilsk pige, som var kørt galt og død på stedet. Meget ung og mor til et barn på 10 måneder. Resten af dagen havde jeg virkelig hovedpine og var meget følelsesmæssig påvirket. Jeg tror, at det bunder i flere ting. Jeg kiggede på mit barn og tænkte den frygtelig tanke om at ikke se ham igen. Ligeledes kender jeg desværre til hvert enkelt trin i en begravelse og når det bliver gennemgået i mit hoved, så bliver jeg så trist og ked af det. Denne unge pige var en mors datter, en mands hustru, et barns mor, måske søster til en bror/søster og bedsteveninde til en masse piger. Må hun hvile i fred:(
Men dette er blot et af de mange eksempler på, at der netop ikke er en garanti for dagen i morgen og derfor er man nogle gange nødt til at se sit liv både fra et fugleperspektiv og frøperspektiv. Får man sagt og vist de mennesker man holder af, at man elsker dem? Får man brugt den tid sammen, som man egentlig skal eller fylder arbejdet og hver dagens praktiske opgaver det hele?
Bruge man sin hver dag på negativitet og handlinger, som mindsker livsglæden eller er man gode til at nyde dagene?
Jeg er selv der i mit liv, hvor jeg er blevet benhård. Hvis jeg kan mærke, at bestemte mennesker eller handlinger skaber negativitet eller uorden i mit liv, så fjernes det/de hurtigst muligt fra mit liv. Livet er hverken for kort eller lang nok til det. Så små unødvendige dramaer, konkurrencer og generelt negativ snak siger jeg NEJ TAK TIL! Derfor skal I ikke tro, at jeg har ikke meninger eller ikke tolker forkert. Men jeg arbejder på, at de skal være mere positive. Det er en øvelse og man skal virkelig være skarp og benhård. Men jeg tror på, at jeg får meget mere ud af mig selv og mit liv ved at holde fast på den tanke om, at dagen i morgen ikke er en garanti og hele tiden fokus på, hvad der egentlig betyder noget for mig. Derfor bruger jeg generelt ikke sætningen “Jeg magter ikke” og har intet i mod at køre turen til Viborg eller Sønderjylland på en hver dag, hvis det kan give mig tid og glæde med de mennesker, som betyder noget for mig.
Men jeg tror på, at vi alle kommer ind i perioder, hvor tingene bliver gråt eller mørkt. Men der er det vigtigt, at ligesom ved en sygdom, at man hurtigt handler på situationen og ikke tager ofrerollen på sig. Hvad/hvem har bragt mig i denne øv-situation og en handleplan på at komme ud af det så hurtigst som muligt. Herefter komme fasen, hvor man heler, men også kan reflektere over, hvordan man undgår den samme fejl.
Selvom smerten er voldsom og det er hårdt at konstant finde strategier for at putte mit barn uden at smitte, så har jeg ikke ondt af mig selv. Fordi det har jeg faktisk ingen grund til at have. Jeg har jo alt 🙂
I går passede mine søstre og niecer Lille K, mens jeg slappede af. Jeg kom til at kigge på mine søstre og smilede over, hvor langt vi er kommet i dag. Som mange andre søskende har vi som små skændtes og slået. I vores teenageår, hvor vores mor gik bort, havde vi flere ting at kæmpe mod og vreden blev til tider rettet mod hinanden. Efter nogle år, så fandt vi tilbage til vores cirkel og aldrig havde jeg troet eller drømt om, at vi ville blive så stærke og gode sammen. Vi er ikke blot søstre, men veninder, mødre, kollegaer og meget mere. Derfor er båndet også stærkt og ÆGTE. Undervurdere aldrig vigtigheden af loyalitet og være ægte er nogle af grundstene, som skaber et solidt fundment for relationer, og netop gør at intet kan bryde det.
Så der kan faktisk godt komme lidt godt ud af at ligge i sygesengen og tænke over sit liv og hvad der rører sig lige nu og her. Er det godt og er jeg tilfreds? Hvad gør jeg selv for at optimere livsglæden og hvilke mennesker fremmer mig i den retning? Her kommer til tider gode opdagelser frem, men også nogle mindre glade sandheder. Men vigtigt er, at man lytter til det og handler, når man rejser sig fra sengen.
I dette indlæg vil jeg faktisk takke mine søstre og kusiner, som altid er der for mig (og nu også Lille K). Jeg er ikke god til at få det sagt i hver dagen, men jeg elsker jer alle fem meget højt 🙂