Fredag er ved at ebbe ud og jeg er atter tilbage i Rødekro sammen med familien. Jeg har glædet mig til at være sammen med dem igen. Hverdagen er startet igen og arbejdet bliver passet, men alligevel føler jeg mig stadig ved siden af mig selv. Trods for min kamp om at se det positive i hverdagen, nyde livet og være i nuet, så føler jeg mig udmattet. Jeg vil gerne skure tiden tilbage, men det kan ikke lade sig gøre.
Derfor er det den bedste medicin for mig at være sammen med familien. Her kan jeg tale om Theepan og mindes ham med stolthed og smil. Det er så dejligt med de små i familien. Deres latter, uskyldig snak og råb giver masser af glæde og liv 🙂
Nu vil jeg gå en afslappende weekend i møde og blot tage en dag ad gangen.
God weekend
Skriv et svar