Hejsa fineste mennesker..

Jeg har de sidste par måneder været rimelig stille på bloggen og havde for små to uger siden startet stille og roligt op igen med at blogge. I maj måned fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Vi blev selvfølgelig meget glade og min mand kom hjem med blomster og livet var bare fantastisk.
Som ved sidste graviditet, så har jeg været ramt af meget kvalme og enorm meget træthed. Trætheden føltes ekstra hård, da jeg ikke har kunne hvile mig så meget som ved sidste graviditet, da vi jo har en krudtugle hjemme:)
Men min tilstand blev bedre og hver dagen tog atter over. Men de sidste par dage har noget føltes forkert. Helt spontant ringede jeg til Pia fra Cyclus, som jeg også havde brugt ved sidste graviditet og bestilte en hastetid. Men på ingen måder havde jeg gjort mig klar til at finde ud, at fosteret var stoppet med at vokse og der var intet liv. Pia tog sig virkelig godt af os og hun havde selv tåre i øjnene, da mine løb som et vandfald. Hun er helt klart en anbefaling, hvis man søger en privat scanning med de bedste betingelser.
Under hjemturen var jeg meget stille og min mand kørte bilen, mens han prøvede at være positiv. Men jeg havde egentlig ikke overskud til det positive, så brugte al min energi på at ikke råbe af ham og lade min vrede gå ud over ham, da det på ingen måder ville være fair.
Så da jeg kom hjem, gik jeg op og lagde mig i vores seng og tog Lille K´s vufvuf bamse, også brød jeg sammen. Men det var faktisk befriende at give følelserne frit løb og jeg kunne se, at tårene trillede ned fra min mands øjne. Det gjorde ondt, men på en eller anden mystisk måde var det dejligt, at han viste mig de følelser. Fordi jeg havde så meget brug for, at vi var sammen om det her. Og i det øjeblik indså jeg, at denne tragiske modgang blot har medført, at min kærlighed til min mand blev stærkere. Da han holdte om mig, så vidste jeg, at jeg nok skal blive glad igen. Man glemmer let fortiden og hvor har jeg gået igennem meget med denne mand, som har stået fast som en klippe ved siden af mig i næsten 10 år og jeg er ikke i tvivl om, at han får mig igennem det her..
Spontan abort er desværre ret almindeligt inden de første 12 uger, men derfor ikke sagt, at det er mindre hårdt. Nej, man skal give sig selv lov til at græde, råbe og få alle følelserne ud inden man hopper op på hesten igen. For mig er det her emne på intet måde et tabu. Men tværtimod tror jeg på, at man skal følge det behov man har. Har man brug for at tale om det igen og igen, så gør det. Har man brug for at græde eller smadre et glas, jamen gør endelig det. Bure aldrig følelserne inde, da det på ingen måder er sundt og det tærer på én indefra.
Jeg skal sammen med min familie helt ovenpå igen også er vi klar til at se fremad og tage imod alt det, som livet byder os. Jeg vil sige tak til familien og vennerne, som altid er der og især i dette tilfælde.

Life isn’t about waiting for the storm to pass. It’s about learning to dance in the rain. Så derfor har jeg tænkt mig at dans med min dejlige mand og vores lille bamse 🙂