Depression, selvmordstanker, ludomani, stemmehører, alkohol misbrug, vold i hjemmet, misbrug….
Et, to eller flere af disse begreber vil mange af os på et eller andet tidspunkt i vores liv komme til at høre om. Det kan være én selv, én i vores nærmeste familie eller i vores netværk blandt venner, kollegaer og bekendte. Men hvad gør vi egentlig, når vi kan se noget eller vores mavefornemmelse fortæller os, at der er et eller andet galt hos det menneske, som vi sidder overfor? Bliver vi tavs, fordi vi egentlig ikke ved, hvordan vi skal forholde os til vedkommende? Siger fornuften, at det er bedst og ikke stikke næsen i andres sager? Eller lægger vi ud med en klassiker ” du har tabt dig”? Jeg har ikke selv svaret på, hvad der er den rigtige løsning, men jeg kan fortælle jer, hvad jeg øver mig på.
Jeg øver mig på at bryde tavsheden og spørge, om den anden har det godt eller spejle vedkommende og sige ” du ser anderledes ud end jeg vant til. Er du okey”? Til trods for mit 10. år i psykiatrien, så har jeg ikke en facitliste på hvad der er det helt rigtige, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi skal åbne op for et samfund, hvor der er plads til psykiatri. En af de måder, som jeg tit hører, at psykisk sygdom bliver beskrevet af tamilier i min egen familie er” Det er sikkert problemer med en kæreste” eller ” han/hun har taget skade af skilsmissen og derfor drikker”
Nej, det er ikke sandt. Psykisk sygdomme er meget mere end kæreste sorg og skilsmisse. Måske forlod kæresten eller konen netop det menneske, fordi der var noget galt, som man ikke fik lov og sætte ord på. Måske. Men det er altså desværre ikke en influenza, som du kan drikke kamillete og sove dig fra. Fordi den går ikke bare over af sig selv. Nej, der er brug for hjælp på et helt andet niveau. Det menneske har oftest brug for professionel hjælp og måske medicin. Det menneske har brug for accept af, at det er i orden og har en psykiatrisk diagnose. Vi behøver ikke at undgå det menneske. Hvis du selv bliver bange for personen, så tænk egentlig på, hvor bange vedkommende selv må være ?
Derfor håber jeg på, at vi starter hos selv og udvider vores horisont og acceptere, at der er mange, som har psykiske lidelser og nogle har brug for vores hjælp til at få den rette hjælp. Kræv ikke noget af personen, som vedkommende ikke kan magte, da de måske fysisk ligner dig, men psykisk ikke helt andet niveau. Tag ikke byrden på dig selv, men inddrag familie og netværk. Fortæl de ældre i familien, som måske ikke kender til psykiske lidelser på samme måde om, hvad det her betyder for det menneske og hvordan vi sammen kan støtte vedkommende<3
Vi mister liv på grund af tavsheden:( Tør du og tale næste gang:)
Skriv et svar