Hejsa sødeste læsere 🙂
  
Smuk solrig mandag og en ny uge betyder i denne omgang også, at jeg atter vender tilbage til bloggen:)
Lillemanden er ved at nærmere sig en måned gammel og jeg mærker virkelig en ro ved at være mor nu. At amning skulle være sådan en udfordrende opgave havde jeg på ingen måder forestillet mig. Det er en stor opgave og man vil som mor det bedste for sit barn, men de første par uger var hårdt for mig. Jeg kunne slet ikke slappe af og var meget anspændt. Når Lillemanden græd af smerte på grund af luft i maven, jaa, så havde Thino nogle gange både et grædende barn og mor. Hans gråd skar mig i hjertet og jeg følte mig helt fortabt. Vi fik god hjælp fra familien og svigerforældrene viste os mange tricks og jeg var både nervøs og spændt, da vi vendte næsen mod Aarhus igen.
Med dagene blev jeg mere og mere afslappet og amning begyndte at køre sit eget show. Lillemanden og jeg fandt nogle genveje og jeg holdt op med at føle, at jeg skulle dø, når han havde det skidt. Jeg blev tværtimod i stand til at trøste ham og “cykle” med ham, så luften kunne aftage. Jeg er sikker på,at der er meget at lære endnu, men glæder mig lige nu over at føle mig som en Superwoman igen 🙂
Jeg tror, at man selv skal sidde i det før man helt forstå følelsen af både glæde og afmagt ved at have ansvar for et lille individ.
I morgen starter farmand på arbejde igen og mor her er slet ikke nervøs for dagen. Men for en uge siden, så frygtede jeg virkelig dagen, hvor Thino skulle på arbejde igen og jeg skal klare Lillemanden alene. Nu går vi ture dagligt og jeg ser frem til at mødes med venner og veninder igen. Jeg har fået koblet mit liv ind i Lillemandens dagligdag, hvor jeg både får hvilet i løbet af dagen sammen med ham, og ligeledes også udnytter hans søvn til at lave nogle nye projekter.
Superwoman Kathi er tilbage og det betyder derfor også, at jeg er aktiv på bloggen igen:)

Vi ses i morgen sødeste læsere:)