Sommer, Sommer og sol- traa laaa laa 🙂
I morges vågnede jeg tidligt op med en mission og det var at få lavet hjemmelavet hyldeblomstsaft. Jeg har dagligt checket vejrudsigten, da jeg gerne vil have lavet min hjemmelavet hyldeblomstsaft, mens solen skinnede. En dejlig ældre dame, som jeg passede, mens jeg arbejdede i hjemmeplejen fortalte mig, at det var bedst at plukke hylden om morgenen og når solen skinnede og hylden blomstrede flot uden regn. Da vejrudsigten i går aftes viste regn de næste par dage, så vidste jeg, at tiden var inde 🙂
Med min bedste hjælper i hånden gik jeg ud med kurven og en saks og høstede omkring 35 flotte hyldeblomstskærme. De blev rystet og gennemgået for dyr inden de kom i gryden. Husk at høste hyldeblomsten fra træer, som ikke har været udsat for forurening fra biler, så gerne steder, hvor der ingen veje er.
Her er den opskrift, som jeg har brugt i flere år.
Ingredienser:
35 blomstrende hyldeblomstskærme
3 økologiske citroner
700 g rørsukker
3 spsk citronsyre
1,5 liter vand
Fremgangsmåde:
Rens hyldeblomstskærmene ved at ryste dem godt og gå dem igennem for dyr samt klip stilk væk. Kom dem i en gryde. For at undgå den bitter smag, så river jeg citronskallen og presser herefter saften over blomsterne. I en anden gryde koger jeg vandet op med rørsukker og citronsyre. Når sukkeret er rørt ud, så hælder jeg den varme blanding over blomsterne og sæter låg på. Kom gryden i køleskabet i 4-5 dage og si det herefter. Jeg har købt mig en lille ostelærrede, men ellers kan man bruge en ren viskestykke til at si det igennem med. Jeg fylder herefter den koncenteret hyldeblomstsaft i isterningeposer eller i rene flasker. Husk at bruge atamon på flaskerne inden i fylder dem op.
Det er en hyggelig opgave og saften smager meget bedre end den hyldeblomstdrik, som man kan købe. Jeg har også planer om at bruge saften til mousse og gele.
Jeg elsker Sommer! Sommeren byder på så mange lækkerier og i dag har lille K, moster Kala og jeg været ude og plukke jordbær, så jordbærmousse og hjemmelavet jordbær marmelade er mit næste projekt 🙂
God Sommer…