For nogle år siden, så var februar måned en af de måneder, som næsten ikke kunne overstås hurtigt nok. Tristhed, dårlig drømme og savn fyldte meget og det gjorde mig utrolig vred. I dag er det 15 år siden, at jeg sagde farvel til den kvinde, som betød alverden for mig og mine søstre, nemlig vores mor.
Minderne var især hårde i februar måned, hvor vi skulle holde hendes mindedag. Februar månedens tristhed begyndte først at ændre sig, da Thiviya kom til verden. Lige pludselig var februar måned også en måned med masser af kærlighed og Thiviya´s ansigt kunne få alle de mørke skyer til at forsvinde på et sekund. På denne måde, så begyndte savnet og tristheden og blive til kærlighed. I år er jeg kommet så langt, at jeg har fundet gamle billeder frem af min mor, som har været pakke væk i 15 år. Dem har jeg siddet og vist til Lille K. Lille K virkede dog mere interesseret i at slikke på billedet, men følelsen af at være i det var fantastisk for mig:) Jeg har i mange år set frem til at mindes hende med smil og stolthed. Hun ville have været verdens dejligste mormor til ungerne.
Det er i dag hendes mindedag og vi søstre har inviteret familien og vores nærmeste til spisning. Vi har delt retterne op, så vi hver især laver noget og nyder at mindes hende på en dejlig måde.
Jeg er stolt, kæreste læsere. For dage som i dag er de dage, hvor jeg kigger mig rundt omkring og føler mig så stolt, lykkelig og taknemmelig. Vi,søstre, er i dag omringet af alle de mennesker, som vi elsker. Familien, som er vores største støtte og glæde. Skønne venner, som er guld værd og ikke mindst et liv, som vi alle tre definerer lykkelige. Vi er sunde og raske. Vi er glade om morgenen. Vi er gift med nogle skønne mænd og har nogle dejlige basser som børn. Hvad mere kunne jeg eller min mor have ønsket?
Vi var ret unge og jeg var endnu ikke fyldt 18 år, da vi stod som forældreløse og vidst knap nok noget om verdenen udenfor Herning. Jep, jeg har mødt meget l… på min vej, men sørme også meget godt. Jeg plejer altid at sige, at jeg vil ikke være den jeg er i dag, hvis det ikke var for både det gode og det mindre gode. Det mindre gode gav mig lysten og styrken til at kæmpe, mens det gode gav mig troen på mig selv.
Jeg er en fighter og jeg er langt fra færdig 🙂
Vores tid på jorden kan slutte når som helst og min mor var et godt eksempel på, at man kan ikke regne med, at vi alle bliver pensionister. Så derfor skal man virkelig tvinge sig selv til at være i nuet og leve et liv, som man har lyst til. Du behøver ikke fremstille dig til noget, som du ikke er eller har lyst til at være, fordi de sociale medier lægger op til det. Nej, find dig selv og stå fast. Det er det vigtigste i livet. At stå solidt fast i sine sko og holde jordforbindelse. Tro på dig selv og dine styrker og lad aldrig andre definere dig. Det er ikke dine omgivelser, som skal fortælle, hvad du kan og ikke kan. Du har din indre mavefornemmelser og den skal skam nok fortælle dig det.
Så på denne specielle dag ønsker jer alle læsere en fantastisk dag og nyd livet. Giv slip på de små ting, som i sidste ende ingen betydning har og giv dine kære et kampe knus 🙂