God morgen kæreste mennesker….
Jeg havde egentlig skrevet ud til familien, at jeg blogger i dag og havde også emnet klar. Men på grund af endnu en dårlig nat med lidt søvn, så sov jeg længe og for en halv time siden satte jeg mig ned ved spisebordet med en skål morgenmad, som jeg egentlig ikke havde lyst til, men mad skal ned.
Min appetit blev desværre ikke forstærket af at checke min facebook, da jeg ser min svoger Mathi har delt DINNødhjælp- deres overlevelse´s facebookpage. https://www.facebook.com/DinNoedhjaelp/
Jeg har selv fulgt Anja igennem hendes vidunderlige handlinger og stor respekt for en kvinde, som handler på at skabe forandringer i et land, hvor der er stort behov. Jeg havde forleden læst, at Anja havde skrevet ud, at de skulle ud på en mission og hun ville vende tilbage med stærke billeder, men hvad jeg egentlig havde forventet ved jeg ikke, men jeg kastede op og tårerne trillede ned, da jeg så billederne af den lille dreng HOPE, som de nu har reddet og kæmper en kamp på sygehuset.
Jeg vil egentlig gerne give hormonerne skylden for, at jeg næsten ikke kan se min skærm fordi tårerne stadig triller ned af mig, men i bund og grund er verden fyldt op mange slags forfærdeligheder, som vi skal HANDLE for at forandre og det gør mig rigtig ked af det. Nogle gange er den bedste handling netop, at vi kan støtte med penge og ord til mennesker, som Anja og co., som har taget skridtet fra at ønske til at handle.
Jeg tror på, at det ikke er beløbet af donationen som forandrer, men at vi ønsker at hjælpe og støtter på den måde, som vi nu har mulighed og råd til er afgørende.
Anja og DINNødhjælp – deres overlevelse – jeg bøjer mig i støvet for jeres smukke arbejde og ser frem til at følge og støtte jer med det, som vi kan. Jeg håber, at mange flere får øjnene op for de elendigheder som børnene bliver udsat for, når din dokumentarfilm bliver vist.
Hvor har vi alle gode grunde til at være glade og taknemmelig for de liv, som vi har her i Danmark.
God dag mine skønne læsere:)