Filmen “ The good lie” er baseret på bogen ‘The Lost Boys of Sudan’. Filmen følger en søskendeflok, som flygter fra borgerkrigen i Sudan og lever i flygtningelejr i 13 år. Derefter får de asyl i USA, hvor man følger deres kamp fra at forlade deres hjemland til et fremmede land og starte på et nyt liv.
Filmen har gjort et stort indtryk på mig, og jeg har sidenhen funderet over filmens budskab. Det har fået mig til at reflektere over, hvad det vil sige at være flygtning i Danmark.
Jeg kom til Danmark som flygtning på grund af borgerkrigen på Sri Lanka, men har aldrig oplevet de grusomme sider af krigen. Filmen har fået mig til at indse, hvor vigtigt det er at man åbner sit hjerte og tage imod flygtninge med varme. Tænk at man forlader sit eget land med en plastikpose i hånden og grusomme minder lagret i hukommelsen. Man tænker jo ikke over, hvad det gør ved et menneske at forlade sine kære og trygge base for at overleve.
Filmen giver et godt indblik i, hvor svært det er at komme til et nyt/fremmed land og lære dets kultur og sprog og de dilemmaer og konflikter, der opstår.
Det jeg prøver at sige er, at flygtninge har brug for en støttende hånd og kærlige sjæle for at overleve og integrere sig i et nyt land. Det handler ikke blot om systemet i Danmark, men mere om vi som borgere kan være med til at gøre en forskel, blot ved at åbne vores sind og hjerte. Et smil i hverdagen kan gøre en stor forskel.
En god tankevækkende film som jeg vil anbefale til vores kære læser. Del gerne jeres mening, når I har set filmen.
Trailer: