Det er lidt sjovt, når jeg sidder og ser på billeder, som denne her og mange andre af mig og mine to søstre. Jeg smiler. Jeg er taknemmelig og jeg føler mig velsignet. Mine to bedsteveninder<3 Tak for billedet Mathi K:)

Men vejen til vores stærke venskab har ikke altid været dans på lyserøde roser. Den del med at man pludselig mister sin sikkerhedsnet, vores mor, og kun har hinanden og en kæmpe sorg, som skal bearbejdes var ikke noget, som jeg kunne håndterer som 17 årig. Min vrede gik ud over mange af mine nærmeste og især mine søstre kunne jeg slet ikke med. Vi tacklede sorgen på hver sin måde og min kom som en kæmpe kaotiske ildkugle.

I flere år forsøgte mine søstre og vise, at de gerne vil mig og støtte mig, men jeg havde mange up and downs. Gode perioder, hvor jeg var travlt optaget og ikke kunne mærke sorgen eller savnet og mega mørke nedture, hvor jeg var en bandit:) Jeg tror faktisk, at det første bedste skridt jeg gjorde for mig selv var at rejse til UK i seks måneder, hvor jeg ikke kendte nogen. Jeg arbejdede på en demens afdeling, hvor de kvindelig beboere blev min kærlighed og jeg kunne for første gang mærke en vis for glæde. Når jeg ser tilbage i dag – puha, hvor har jeg gået længe i mærket uden at vide, hvor jeg var på vej. Jeg var også som person ” enten-eller”. Enten var man min bedsteven eller så var man fjende. Det tog mig mange år, samtaler og enorm mange bøger samt psykologsamtaler at lære og finde en god balance til folk rundt om mig. Nu er det “ikke for tæt, ej for langt” principperne, som jeg ruler efter. Jeg er blevet dygtigere til at forventningsafstemme mine relationer, og har mærket den befriende energi, som det giver mig ved at placerer folk i de rigtige ringe rundt om mig. Men det at mine søstre og kusiner er mine bedsteveninder gør også, at jeg får vendt følelserne hos dem inden jeg handler på tingene. Jeg er ikke afhængig af venskaber, men taknemmelig for de mange gode venskaber, som jeg har.

Vi, søstre er temmelig forskellige, når man lærer os at hinanden, men det er også charmen ved os. Vi kan korrigere hinanden, blive temmelig gale og skuffet, men vi skubber også hinanden fremad og griber, hvis den anden falder. Sisters for life<3

I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne undvære dem i mit liv på daværende tidspunkt, men det var vel bare en del af en fase, som jeg også skulle igennem.  I dag går vi meget op i, at vores børn skal dyrke hinanden, fordi vi ved, hvilken værdi og styrke vi giver dem. De skal nemlig være der for hinanden. Være loyale og tro mod hinanden og rejse jorden rundt sammen – ligesom os<3