Selvom Corona fortsat sætter sine begrænsninger i vores hverdag, synes jeg, at vi er kommet godt ind i det nye år. Mit energiniveau er rimelig godt, og det skyldes nok den lange juleferie, jeg har holdt sammen med familien. Vi har holdt jul i sommerhus, og det har været en fantastisk uge. Vi har gået nogle lange ture, og børnene har elsket at komme ud til havet.
Det er super vigtigt med et afbræk fra ens hverdag. Det er først, når jeg kommer væk hjemmefra, at jeg bliver opmærksom på, hvor meget de praktiske opgaver, såsom madlavning, rengøring, oprydning efter børnene, tøjvask, osv. fylder i min hverdag. Jeg nyder derfor at komme væk hjemmefra og får en pause fra nogle af de mindre sjove opgaver i hverdagen.
I forhold til mit job plejer jeg ofte at have svært ved at holde helt væk fra at arbejde, selv om jeg har ferie, men denne gang har jeg faktisk holdt ferie. Det har været en god beslutning, fordi jeg er kommet tilbage med en masse fornyet energi;O)
Min mand og jeg har for det meste arbejdet hjemmefra de sidste par måneder, og det har betydet, at vi får snakket mere sammen. Det betyder også formindsket stressniveau især ift. aflevering af børnene tidligt om morgen. Jeg nyder at have mere tid sammen med manden og børnene.
Jeg regner med, at vi efter påsken er tilbage til den tilstand, hvor vi møder fysisk på arbejde, og derefter er vi tilbage til den hverdag, hvor vi virkelig er presset med tiden. Selvom jeg savner at komme ud blandt venner og familier, er jeg fast besluttet på at få det bedste ud af den tid, jeg har sammen med børnene og manden.
Nu hvor vi er mere hjemme, er det jo godt at udnytte tiden til at få lavet nogle projekter i hjemmet. Jeg har et stort projekt ift. mit værelse og skal have overtalt manden til at hjælpe med det. Nu må vi se om det lykkes;O)