Endeligt er det lykkes mig at finde tid til at skrive;O. Denne blog handler om mine refleksioner når tingene ikke går efter mine ønsker – altså når livet giver mig citroner;O)
For et par måneder siden havde jeg planlagt en begivenhed i mit liv – jeg synes selv, at jeg havde lavet et godt forarbejde, og derfor var mine forventninger også høje. Desværre gik tingene ikke sådan, som jeg havde ønsket. Jeg blev skuffet og var frustreret over situationen. I takt med at skuffelsen voksede i mig, blev jeg bl.a. også ramt af følelsen, at det var uretfærdigt og urimeligt. For første gang i mit liv valgte jeg at observere følelserne uden at handle på dem. En af de følelser, der overraskede mig var følelsen af, at jeg synes, at det var uretfærdigt. Jeg ved, at livet ikke altid er retfærdigt.
Tidligere har jeg været hurtigt til at skubbe sådanne følelser væk. Mit motto var, at det ikke nyttede at have ondt af mig selv, og at livet går videre uanset hvad. Det betød, når tingene ikke gik efter min plan, gik jeg hurtig i handlingsmode. Det er ikke altid, jeg gav mig selv tid til at mærke følelserne. Ofte skyldes det, at jeg ikke brød mig om at være sårbar.
Heldigvis er der nærmest sket en transformation hos mig, hvad angår at rumme min sårbarhed, og dermed også at rumme alle mine følelser. Jeg rummer alle de mindre smukke følelser og accepterer dem og giver derefter slip på dem. Kunsten ligger for mig i at omfavne følelserne og derefter at give slip på dem. Jeg får intet ud af at dyrke følelser som vrede, had, bitterhed og følelsen af at det er uretfærdigt. Hvis jeg tillader mig selv at dyrke og fastholde de følelser, vil jeg nok blive et bittert menneske. Jeg minder mig selv ofte om, at mit liv er for kort til at holde fast i negative følelser.
I mange år har jeg været afsindig god til at fortrænge mine følelser, og nu hvor jeg kigger tilbage, vil jeg ønske, at jeg havde omfavnet mine følelser bedre. Min rygsæk vil nok have vejet mindre nu. Men pyt – jeg er glad for at være et sted i mit liv, hvor jeg er modig nok omfavne min sårbarhed;O)
Skriv et svar