Måned: september 2022

God aften derude:)

Børnene er puttet og tid til en “forbudt” kop kaffe. Det er ikke godt og drikke kaffe så sent ( sagde min mand), men skidt pyt svarede jeg:-) I aften fejrer jeg nemlig en fantastisk beslutning.

I morgen er det mit officielle sidste dag på barselsdagpenge og jeg er ikke den type, som gemmer til senere:-) Jeg har alle gange brugt rup og stub op inden jeg starter på job. Så der er ikke mere og hente efter i morgen. Så den eneste grund til at jeg kan sidde roligt og nyde min kop kaffe er, at jeg for en måned siden tog en vigtig beslutning med min mand.

Vi bor i Favrskov kommune og som de fleste kommuner, så er der pres på institutionerne. Vi var ikke klar til, at vores mini på 10 måneder skulle starte op, når vi ved, at hænderne som skal tage sig af ham er voldsomt presset. Jeg har KÆMPE respekt for pædagogerne og medhjælperne, fordi de gør virkelig deres bedste. Jeg ved det, fordi vi har Thiya i børnehaven og Krishanan i 0-klasse. Jeg ser dem dagligt yde deres bedste og tage i mod os med smil og snak. Men hos mig er der bare meget forskel på, om mit barn kan tale eller ej. Thiya kan sætte ord på sine følelser og behov. Det kan Mini ikke. Desuden kommer jeg hellere ikke til at have flere på den størrelse igen, så jeg vil faktisk gerne lige nyde lidt mere af tiden med Mini og de andre. I dag havde jeg muligheden for at have en mor-datter dag med Thiya og hvor var det en fantastisk dag<3

Så min mand og jeg blev enige om, at Mini starter først til januar og selv der er min mand klar til at tage orlov, hvis behovet skulle opstå. Men hvor er jeg taknemmelig for, at vi har muligheden. Jeg ved godt, at det er ikke alle der kan gøre det. Man har jo også behov for at tjene penge til hus og mad. Respekt til alle forældre, som på hver sin måde gør deres bedste med de vilkår, som de har.

Jeg er i dag taknemmelig for, at Thino og jeg arbejdede og investerede i de år inden vi blev gift og fik børn. Fordi derfor er det lettere og tage den her beslutning og have tid til børnene <3 Jeg tror også, at min egen opvækst også er med til at præge mine beslutninger i dag. Fordi i mange år arbejdede jeg rigtig meget og der gik næsten sport i, hvor meget der hvert måned kunne overføres til opsparingskontoen. I dag søger jeg og opfylde andre kontoer- det er dem med kærlighed, minder og nærvær. Jeg har et motto, som lyder på, at jeg må arbejde mere til den tid, når mine børn hellere vil hænge ud med deres venner end mig – LOL 🙂

Hjemmevendt fra Norge og jeg sidder og nyder roen i huset, mens den lille mand tager sig en lille lur. Udenfor regner det og minder mig om, at sensommeren er ovre og efterår for alvor viser sine sider. Jeg sidder og kigger billederne igennem fra weekendens bryllup, hvor min dejlige fætter fra Norge blev gift samt billederne fra vielsen, hvor min elskede kusine Lohy blev viet med sin Maha <3

Når jeg sidder og kigger på billederne, så bliver jeg så varm om hjertet. FAMILIEN. At høre til familien og vide, at jeg har et kæmpe hold, som står lige bag ved mig, hvis behovet skulle komme er en ren velsignelse <3

Vi er forskellige i vores personligheder og alligevel så er der visse ting, som går igennem os alle. Fælles er, at vi vil hinanden. Vi vil familien. Vores børn har adopteret samme adfærd og elsker hinandens selskab. Bare et simpel eksempel, som jeg stadig griner over. “Min svoger Valle var taget et smut forbi min kusine Vahy og hendes mand Shayan på Sjælland. I stedet for en varm velkomst blev han taget i mod af en meget ulykkelig Ameya, som ikke kunne forstå, hvorfor Valle kom, når hendes Laxmi ikke kom <3 Vi andre fik os et godt grin af stakkels Valle- ha ha ha;) På den måde kan vi tydeligt mærke, at børnene har skabt deres eget bånd sammen og vores mission er lykkedes.

Fordi vi ønskede, at de skal have hinanden, som vi har/haft hinanden siden vi var små. Vi har adskillige gang vist, at familien står sammen i medgang og modgang. Vi er ligeledes så heldige, at de dejlige personer, som har giftet sig ind i familien også passer perfekt ind med de samme værdier og elendige humor – LOL <3

Det her indlæg er ikke et prale indlæg om min familie, men blot en tydeliggørelse af, hvad relationerne kan give. Det behøver nødvendigvis ikke være ens familie, men sagtens også de venner, som også er blevet familie. Dem har jeg også en håndfuld af, som jeg ikke kunne leve uden. Men ingen relationer overlever, hvis man ikke plejer dem og giver dem tid og kærlighed. Man er nødt til at finde tid og penge til at dyrke de her relationer. Man er nødt til at presse sin krop nogle dage, men det man får ud af det, er så smukt, vigtigt og ægte <3

Vores piger Laxmi og Vidya er fyldt henholdsvis fem og tre i sommers, og jeg vil jo helst have, at de skal blive ved med at være mine små babies, men de har lidt for travlt med blive uafhængige – de vil gøre alle tingene selv. Hvis jeg kommer til at kalde dem for mine babies, bliver jeg hurtigt korrigeret af dem, om at de ikke længere er små babies ;O)

Vidya startede i børnehaven i juni måned, og opstarten er gået rigtigt godt, især fordi storesøsteren og kusinen Thiya også var i den samme stue. Laxmi skal starte i skole til næste år og overgik derfor til en ny gruppe for to uger siden. De første par dage har Laxmi været ked af det om aftenen og har sagt , at hun ikke kender de andre børn, som hun er i gruppe med og vil derfor gerne blive hjemme.

Det var svært for mig at se hende at være ked af det, og jeg sagde til min mand, at vi må tale med hendes kontaktperson og se om, vi kan flytte hende til en anden gruppe. Min kloge mand sagde, at vi skal give Laxmi noget tid, og at det er vigtigt, at hun lærer at håndtere sin nye situation. Vi vil jo gerne have, at hun bliver en pige, der kan håndtere de forskellige udfordringer, hun møder. Hvis jeg griber ind og fixer hver gang, hun bliver ked af det, kommer jeg til at fratage hendes evne til at lære at håndtere svære situationer. 

Vi valgte derfor at støtte hende i at komme afsted, og når hun kommer hjem fra børnehaven, har vi haft fokus på at bruge mere tid med hende. Hun kan stadig blive en lille smule ked af, når vi afleverer hende i børnehaven, men når vi henter hende, har vi en glad pige, der fortæller, at hun har haft en god dag.

Jeg vil meget gerne have, at pigerne udvikler robusthed, således de kan håndtere de forskellige udfordringer, livet kan byde dem. Derfor er vi opmærksomme på, at vi ikke skal fjerne eller fikse alle de trælse situationer for dem. Vi har eksempelvis haft snak om, hvordan hun skal håndtere, når en af de andre børn ikke vil lege med hende. Vi har forklaret hende, at det er helt ok og naturligt, når det sker; det er ikke altid, at man har lyst til at lege med de samme personer eller de samme leg. Hun kan lege med det barn en anden dag, og og indtil da kan hun finde andre at lege med eller lege for sig selv, osv. Det er svært at få et nej, både som barn og voksen. At få et nej behøver ikke at være en negativ ting, og at nogle gange kan et nej bane vejen for andre ting, hvis man er åben for det. Ingen kommer igennem et liv uden afvisninger, blive fravalgt, osv. Det er vigtigt, at vi lærer vores børn, at det er en del af livet, og hvordan man håndterer det.

Det er  vigtigt for os, at vores børn bliver modstandsdygtige og lærer at håndtere forskellige trælse situationer selv, selvom det er svært for mit moderhjerte. Man ønsker jo at fikse tingene for pigerne, når de bliver ked af det, men jeg ved, at det er vigtigt for deres udvikling, at de lærer at være i deres skuffelse og finder løsninger selv.

De skal vide, at vi altid vil være der for dem, støtte dem, lytte til dem, men de skal stille og roligt lære at klare tingene selv.