God aften derude:)

Børnene er puttet og tid til en “forbudt” kop kaffe. Det er ikke godt og drikke kaffe så sent ( sagde min mand), men skidt pyt svarede jeg:-) I aften fejrer jeg nemlig en fantastisk beslutning.

I morgen er det mit officielle sidste dag på barselsdagpenge og jeg er ikke den type, som gemmer til senere:-) Jeg har alle gange brugt rup og stub op inden jeg starter på job. Så der er ikke mere og hente efter i morgen. Så den eneste grund til at jeg kan sidde roligt og nyde min kop kaffe er, at jeg for en måned siden tog en vigtig beslutning med min mand.

Vi bor i Favrskov kommune og som de fleste kommuner, så er der pres på institutionerne. Vi var ikke klar til, at vores mini på 10 måneder skulle starte op, når vi ved, at hænderne som skal tage sig af ham er voldsomt presset. Jeg har KÆMPE respekt for pædagogerne og medhjælperne, fordi de gør virkelig deres bedste. Jeg ved det, fordi vi har Thiya i børnehaven og Krishanan i 0-klasse. Jeg ser dem dagligt yde deres bedste og tage i mod os med smil og snak. Men hos mig er der bare meget forskel på, om mit barn kan tale eller ej. Thiya kan sætte ord på sine følelser og behov. Det kan Mini ikke. Desuden kommer jeg hellere ikke til at have flere på den størrelse igen, så jeg vil faktisk gerne lige nyde lidt mere af tiden med Mini og de andre. I dag havde jeg muligheden for at have en mor-datter dag med Thiya og hvor var det en fantastisk dag<3

Så min mand og jeg blev enige om, at Mini starter først til januar og selv der er min mand klar til at tage orlov, hvis behovet skulle opstå. Men hvor er jeg taknemmelig for, at vi har muligheden. Jeg ved godt, at det er ikke alle der kan gøre det. Man har jo også behov for at tjene penge til hus og mad. Respekt til alle forældre, som på hver sin måde gør deres bedste med de vilkår, som de har.

Jeg er i dag taknemmelig for, at Thino og jeg arbejdede og investerede i de år inden vi blev gift og fik børn. Fordi derfor er det lettere og tage den her beslutning og have tid til børnene <3 Jeg tror også, at min egen opvækst også er med til at præge mine beslutninger i dag. Fordi i mange år arbejdede jeg rigtig meget og der gik næsten sport i, hvor meget der hvert måned kunne overføres til opsparingskontoen. I dag søger jeg og opfylde andre kontoer- det er dem med kærlighed, minder og nærvær. Jeg har et motto, som lyder på, at jeg må arbejde mere til den tid, når mine børn hellere vil hænge ud med deres venner end mig – LOL 🙂