I går fik Trine og jeg lavet chokolade og sandelig om det ikke var et projekt, som har givet mig blod på tanden:) Vi lavede fine bamser, hjerter, muslingskaller og helt almindelig runde chokolader med marcipan og tørret hindbær og det blev virkelig godt. Vi var alle tre, min søster var børnepasser i mens, vilde med marcipan, så det var helt klart den rigtige start. Men næste gang skal det være mørk chokolade med havtorn og mint. Jeg har mange ideer i hovedet og glæder mig sådan til at prøve lave flere. Jeg kan ikke lide hvid chokolade, men skal også lave en blanding med det, så må jeg finde nogle, som jeg kan give smagsprøver til.
Vi vil gerne lige haft mulighed for at finpudse chokoladerne, da vi tog dem ud af formen, men ved i hva kæreste læsere, de to store var kommet hjem og med fire banditter i huset, som ikke vil tage sig en pause, så blev det bare sådan her – ha ha 🙂 De er langt fra perfekte, men smagen var super og jeg har solgt nogle stykker til min mand, da jeg til gengæld skal have nogle ingredienser fra Tyskland – win win;) Jeg regner med, at øvelse gør mester.
For nogle dage siden stod jeg ved vores køkkenbord og kiggede på min facebook profil, da jeg så et opslag i “Aarhus mor” gruppen, som slog mig helt ud. En ung mor søgte råd, da hendes kæreste og faderen til hendes 8 måneder gammel baby var erklæret uhelbredelig syg med kræft. Tårerne trillede ned af mig og jeg ringede og græd og græd hos Thino. Vi bliver konstant mindet om, hvor skrøbeligt hele vores tilværelse er og hvor let det hele kan falde sammen. I det øjeblik erkendte jeg for første gang, at min søn havde svækket mig. Jeg har aldrig frygtet døden og siden den dag, at jeg mistede min mor, så har jeg aldrig været bange for at skulle videre. Men i dag er jeg bange! Jeg vil være der for min lille dreng og jeg vil have min familie og venner for evigt! Jeg skal have arbejdet med denne angst, fordi jeg kan mærke, at den vokser inde i mig og den svækker mig. Men jeg har dog erkendt, at da jeg i sidste ende ikke er herre over dommedagen, så må jeg heller nyde hvert øjeblik og gøre lidt ekstra ud af alting. Man behøver ikke gøre noget ud af julen på grund af det religiøse, men vend alle de gode traditioner til at vi kan være mere nærværende og få flere hyggelige stunder sammen. Det er i hvert fald min holdning til det.
Jeg havde i år gået rundt og tænkt om vi skulle droppe juletræet. Det var både på grund af pladsen, men også fordi at vi skal have taget billedet af rækkehuset, så vi kan få sat den til salg. Mens jeg har gået rundt med mine overvejelser, så tog min dejlige mand en beslutning. Han kom i går hjem med et juletræ og efter endt juleafslutningen for Lille K blev han puttet, så mor og far kunne pynte juletræet. Mens jeg pyntede træet, så smilede jeg. Jeg smilede over alt det jeg har fået i livet og jeg smilede over, at Thino havde taget beslutningen og købt dette flotte juletræ, fordi selvfølgelig skal vi da have et juletræ.
Juletræets glæder spredte sig og jeg lavede hjemmelavet fyldte chokolader med pistaciemarcipan og ristede hasselnødder til vores aftenhygge. Det smagte himmelsk og jeg skal i weekenden prøve med forskellige fyld.
Men ved i hvad det bedste var. Det var at se Lille K komme ned ad trappen i morges og se hans reaktion, da han så juletræet i stuen. Han løb med sine små fødder hen til træet og råbte ” jaa” ” jaa”. Jeg er så glad for, at vi optog det. Fordi det øjeblik var det hele værd<3
Jeg ønsker jer alle en vidundelig weekend – giv hinanden en stor krammer 😉
