En ny uge er skudt i gang og jeg havde lovet børnene, at vi tager en sidste “fridag” inden de starter igen i morgen. Så efter vi havde sagt farvel til far, som skulle til undervisning i Aalborg, så gik vi køleskabet igennem. Efter vi er begyndt at have meget mere fokus på “undgå madspild”, så laver vi tit gennemgang af køleskabet inden vi handler ind. Vi opdagede, at vores bananer var blevet overmodne, så det gav jo anledning til at bage en kage:)

Da vi næsten altid har havregryn, mandler og dadler i vores hjem, så var det oplagt og bage en sund kage.

Ingredienser til 20X20 form:

1 1/2 dl havregryn meles

1 1/2 dl mandler hakkes meget fint

4 meget modne bananer

10 dadler – stenene fjernes og derefter moses

3 æg

1 tsk vaniljesukker

1 tsk bagepulver

75 g mørk chokolade hakkes groft

Forvarm ovnen på 200 grader. Bland alle ingredienserne godt sammen og fordel dejen i en beklædt bageform på ca 20X20. Vores kage var bagt færdig efter ca. 30 min, men hold øje med kagen. Det kan variere fra ovn til ovn, men vil skyde på 30-35 min er rigeligt.

Jeg kan godt lide, at der er bid i kagen, så grovhakket mandlergiver knas i vores kage. Er man mere til den fine kage, så skal mandlerne blot meles. Krishnan elsker den her kage og den er godkendt 🙂 Nu venter vi på, at kusinerne kommer hjem fra børnehaven, så de kan komme over til kage og mælk <3

Sundere kager er altså også dejligt alternativ, når man gerne vil hygge med børnene uden der skal gå for meget sukker i det<3

Rigtig dejlig mandag til jer alle 🙂